Vi lærer noget om os selv, når vi hører andres livshistorier, vi bliver klogere på sammenhænge og den verden, vi er født ind i – og så får vi mulighed for at fortsætte traditioner eller afslutte kriser. Ja, der er power i erindringer.

”Vi mennesker er helt enige om, hvad der er centrale begivenheder i vores livshistorier: Den første skoledag, valg af uddannelse, det første job, den første forelskelse, at finde den eneste ene og få børn.”

Sådan lyder beskeden fra psykolog og Ph.D Dorhe Kirke-gaard Thomsen, der har forsket i erindringer og men-neskers identitetsskabelse gennem de seneste mange år.

Ifølge hende hænger vores identitetsskabelse tæt sammen med den måde, vi hver især fortæller vores erindringer på – den følelse vi lader flyde igennem fortællingen, de kerneværdier vi forsøger at hænge den op på. Ja, faktisk fortæller vores måde at fortælle vores fortællinger på, rigtig meget om hvem vi er, hvilke værdier vi vægter og hvilket selvportræt, vi ønsker at efterlade.

Måske er det derfor, at livshistorier og familieerindringer er interessante? Vi lærer noget om os selv når vi lytter til andre fortælle. Vi spejler os i deres liv, forstår noget mere om, hvem vi er og hvor vi er på vej hen. Og ikke mindst forstår vi – nogle gange meget pludseligt – hvilke livstemaer, vi har arvet fra vores forældre, bedste-forældre, oldeforældre og enda tip, tip, tip oldeforældre.

Fortællinger fra svundne tider giver stof til eftertanke, de giver os mulighed for at vokse. De giver os større indsigt og en bredere forståelse.

En verden af historier – og sammenhænge
Jeg har beskæftiget mig med det personlige memoir og livsfortællinger i mere end 10 år – både som journalist, storyteller og forfatter. Jeg har mødt et utal af mennesker, skrevet den ene mere interessante historie efter den anden og set sammenhænge, lykke og ulykke dukke op på baggrund af tilfældigheder – i alle liv og i alle tidsaldre. Det er ofte det uforudsete, den lille detalje eller en begivenhed i verdenshistorien, der kommer på tværs. Får livet til at tage en voldsom drejning.

Men det er også det, der gør, at vores liv på en eller anden magisk vis hænger sammen. Alle de almindelige og ualmindelige mennesker, der aldrig rigtig krydser vores vej, har levet liv og gjort sig erfaringer, der både vedrører og vedkommer os. De har levet parallelle liv, hvor også de har grinet, grædt, lært, slidt og slæbt, stiftet familie, uddannet sig… og forstået. Forstået dem selv, deres familie og måske endda deres skæbne.

Jeg har så ofte tænkt, at det er en fantastisk historierigdom, der befinder sig i menneskevrimlen omkring os. Historier vi kan lære af – historier der giver os indsigt. I næste øjeblik har jeg så ikke kunnet lade være med også at tænke på alle de historier der går til spilde. De liv, der forsvinder. For hvad betyder det i grunden, når vi lader vores forældre og bedsteforældre forlade denne jord uden først at fortælle os, hvilket stof vi er spundet af. Hvilken familie vi stammer fra. På en eller anden måde, er det jo en del af os selv vi mister, når vores ældres livshistorier går i glemmebogen. Når tiden pludselig går – og det til sidst virker som om de slet ikke har eksisteret.

Mulighed for evigt liv
Familiernes fortælletradition er forsvundet med storfamilien. Kernefamiliens travlhed, bedsteforældrene, der nu bliver længere og længere på arbejdsmarkedet, og de demente oldeforældre, der sidder alene tilbage på plejehjemmene, forhindrer den tidligere så vigtige vidensdeling i familierne. Det er tid til at få den tilbage. Og ved hjælp af vor tids kommunikations-teknologi og mulighed for at give fortællingerne evigt (digitalt) liv er det slet, slet ikke umuligt.

Paul Auster siger følgende i sin novelle Brooklyn Follies:

”Ingen bøger vil blive skrevet om os. Det er en ære, som er forbeholdt de magtfulde og de berømte, de usædvanligt  talentfulde. Men hvem gider udsende biografier om de almindelige, de ubesungne, hverdagsagtige mennesker, vi går forbi på gaden og knap nok gør os ulejlighed at lægge mærke til. De fleste liv forsvinder. Et menneske dør og lidt efter lidt forsvinder alle spor af det liv. En opfinder overlever i sine opfindelser, en arkitekt overlever i sine bygninger, men de fleste mennesker efterlader sig ingen monumenter eller varige resultater.”

Med Memoirs.dk ønsker jeg at sikre, at dette ikke sker. Jeg vil gerne bygge monumenter og varige resultater over de helt almindelige, hverdagsagtige mennesker. Deres historier fortjener at blive fortalt – det ved jeg. Med sikkerhed.